Once upon a …

Tilbage i det herrens år 1995 stod jeg som 16-årig knægt, sammen med resten af mit daværende metalband, på det hedengangne Husets Værksted i downtown Aarhus, og tog de første spæde skridt ud i tekstiltrykkeriets kunst. Vi ville promovere vores band, men kendte ikke til nogen trykkerier og vi havde i øvrigt ingen penge. Men den lokale Løvbjerg solgte ‘blanke’ t-shirts til 15 kr, så derfor kastede vi os bare ud i at trykke dem selv. Det var faktisk sådan rigtig mange undergrundsbands og kunstnere producerede t-shirts dengang. DIY (Do It Yourself). Og det var også sådan vi gjorde det de følgende 5 år.

Siden dengang har jeg primært fokuseret på selve designdelen, både mht uddannelse og efterfølgende arbejde. Jeg spiller- og lytter stadig til masser af heavy og har ved siden af mit 8-16 job designet hundredvis af t-shirts, pladecovers, plakater og alt muligt andet for en lang række kunstnere, gennem de sidste 25år.

Det kan jeg da gøre bedre

Interessen for serigrafi, og starten til hvad der senere blev til Odder tekstiltryk, dukkede op igen i 2017 efter et par mindre vellykkede merchandisebestillinger fra udlandet. Jeg var i mellemtiden blevet (mere eller mindre) voksen, og ville ikke længere finde mig i sjuskede placeringer, uskarpe prints og forkerte farver. 

Idéen var at tage kontrol over hele processen, lige fra design til selve trykprocessen for til sidst at kunne stå med et perfekt resultat i hånden. Så – Jeg skaffede mig et minimum af udstyr og en dynge sorte øve-t-shirts, og så var jeg ligesom i gang.

I løbet af de år der er gået siden da, er både ‘maskinparken’, kompetencerne og erfaringen blevet større og jeg har siden da trykt flere tusind t-shirts + diverse til en masse glade og tilfredse kunder.

Trykkeri er et håndværk, som kræver tålmodighed, knowhow, præcision og store muller (det sidste arbejder jeg stadig på) og hvert eneste stykke tøj der forlader trykkeriet har jeg haft i hænderne og sikret at kvaliteten er 100% i orden.

Står du med et projekt du er usikker på hvordan du kommer videre med, kan du altid slå på tråden eller sende en mail.

Hvad jeg gør bedst

  • Sparring omkring hvordan din idé omsættes bedst til tryk
  • Grafisk design & rentegning
  • Serigrafisk tryk på tekstil
Bjørn Bihlet - Indehaver Odder Tekstiltryk
Om Odder Tekstiltryk
Odder Tekstiltryk
Snærildvej 56
8300 Odder
bjoern@oddertekstiltryk.dk
CVR: 25872045
© 2019-2024 Odder tekstiltryk.